Hvor mange besøg giver en førsteplads i Google på et søgeord?
28. august, 2008
Jeg synes at vi skal se om ikke vi kan lave en rigtig nyttig tommelfingerregel sammen!
Du ved sikkert allerede at Google er begyndt at vise dig omtrentlig søgevolumen, når du søger i Adwords Keyword Tool for at finde ud af hvilke søgeord, som du skal satse på i forbindelse med din søgeordsanalyse.
Men kunne det ikke være dejligt også at have en tommelfingerregel for hvad de tal faktisk betyder?
Jeg synes vi skal tage hinanden i hånden og sammen finde ud af hvor mange besøg der faktisk kommer ud af Googles tal. Altså hvor mange besøg, som Google sender til din side, hvis den ligger på førstepladsen på et søgeord.
For eksempel:
Dit site, modelflyverfans.dk ligger på Googles side 3, når man søger efter Modelfly. I Googles søgeordsværktøj kan du se at der er en omtrentlig gennemsnitlig søgevolumen på det eksakte søgeord, Modelfly, på 1900 søgninger om måneden.
Hvor mange som har søgt på præcis ordet, Modelfly, kan du regne med at få ind til din side fra Google, hvis du lå nummer 1 på søgningen?
Lidt baggrund om tallene fra Google
Jeg fik ideen med den her tommelfingerregel (kommer til den om lidt – og jeg får brug for din hjælp!) da jeg læste en rigtig fornuftig blog post med en kritisk analyse af de nye tal fra Googles søgeordsværktøj. Pointerne fra artiklen er blandt andet at de omtrentlige tal som Google viser dig ikke kun indeholder almindelige søgninger fra google.com. Der er også søgninger fra indholdsnetværket samt parked domains mv. For at gøre en lang historie kort, så kan vi lære af artiklen at tallene ikke nødvendigvis er passende at bygge sine forventninger til søgetrafik på, når man laver en søgeordsanalyse inden organisk optimering går i gang. Tallene er henvendt til Adwords-kunder og det er med til at gøre dem lidt mudrede i forhold til organisk søgemaskineoptimering.
Du vil helt sikkert have fornøjelse af at læse artiklen, hvis du ikke allerede har gjort det.
Dansk tommelfingerregel: Hvor mange besøg kommer der ud af en førsteplads på et søgeord på Google?
Jeg tænkte at jeg ville prøve at få noget konkret anvendeligt ud af ovenstående mudder. Tænk nu hvis vi kunne lave en tommelfingerregel for danske søgninger, som var præcis nok til at den kunne bruges til noget?
Det her blev den helt igennem uvidenskabelige og lavpraktiske fremgangsmåde: Jeg fandt 4 sites, som alle har en 100% solid førsteplads på et søgeord med en god volumen på. Gik ind i Google Analytics for hvert site og fandt ud af hvor mange hits Google havde sendt i juli på præcis dét søgeord. Gik ind i Googles søgeordsværktøj og fandt tallet for Omtrentlig søgevolumen i juli for det eksakte søgeord.
Det ene tal divideret med det andet giver en procentsats, som fortæller hvor stor en del af Googles omtrentlige søgevolumen som faktisk blev til besøg på siden.
Resultatet blev overraskende nok så stabilt at jeg syntes jeg ville skrive om det og bede dig om hjælp til at styrke eller afkræfte reglen.
Mine resultater viste, at mellem 22% og 39% af Googles tal for omtrentlig søgevolumen i juli var blevet til besøgende på de pågældende sites. Tallene svinger ikke mere end det (i min stikprøve på fire sites med fire søgeord), så nu er jeg spændt på at se hvad du når frem til!
Tommelfingerregel:
Hvis Google skriver en omtrentlig månedlig søgevolumen på et bestemt søgeord (eksakt), kan du regne med at Google sender dig så mange besøgende, som har søgt præcis på søgeordet:
30%
Tallet opdateres løbende på baggrund af inputs fra læsere, som selv laver testen på søgeord og websites. Det er en tommelfingerregel, der er masser af usikkerheder og bias og tallet skal tages med et stort gran salt.
Lav din egen test og fortæl om resultatet!
Jeg er meget usikker på tallene og vil gerne have dem enten afkræftet eller fintunet, så derfor håber jeg at du vil (og kan) hjælpe ved at biddrage med dine egne data.
Sådan gør du:
- Find en hjemmeside på dansk, som konsekvent ranker nummer 1 i Google for et søgeord med en god volumen.
- Brug Google Analytics (helst) for at finde ud af hvor mange besøgende Google har sendt til den side i den seneste måned, hvor folk har søgt eksakt på det pågældende søgeord.
- Brug Google Keyword Tool til at finde den tallet for Omtrentlig søgevolumen for samme måned for det pågældende søgeord (sørg for at vælge Søgeordstype: Eksakt ude til højre)
- Dividér tallene med hinanden, og du har dit resultat, som du skriver som en kommentar nedenfor.
Jeg er mildest talt meget spændt på at høre om dine resultater af øvelsen. Det ville være utroligt praktisk, hvis vi kunne udvikle en brugbar tommelfingerregel ved fælles hjælp.
Nyhedsbrev ikke-pop-up
Du er velkommen til at tilmelde dig nyhedsbrevet, selvom vi har valgt ikke at lave en pop-up. Men du skal vide, at det er et simpelt nyhedsbrev. Det er ren tekst. Det er kort. Og det er i bund og grund bare emails, som fortæller dig om nye indlæg her på bloggen. Hvis du er med på den, så tag eventuelt chancen og tilmeld dig hér.
Gemt under Søgemaskineoptimering, Søgeordsanalyse 40 kommentarer
40 kommentarer
Spændende nok,
Men tror der er en masse faktorer som skal tages med i betragtning for at lave en holdbar tommelfingerregel. Med lad os bare prøve.
Regnede lige lidt på 5 af mine nr1 placeringer, og jeg svinger fra 13% op til 40%.
– Sitelinks virker til at hive % opad
– Stor søgevolumen trækker % nedad
Interessant ide, men som Claus tror jeg også at det bliver svært at komme frem til et brugbart tal. I stedet synes jeg at det er vigtigere at finde frem til et værktøj som rent faktisk viser brugbare tal til SEO. Jeg har længe været i tvivl om hvor præcis f.eks. WordTracker er…
Claus, super at du lægger data til undersøgelsen. Tak for det!
Og interessante betragtninger omkring sitelinks og volumen.
Det er klart at der er en dælens masse ubekendte inkl de nævnte plus forskelle i nicher, enkelte titlers click through rates osv.
Jeg synes stadig at det er en interessant øvelse, også selvom spektrum bliver så stort som i dit tilfælde. Det er vigtigt at vi får dannet et billede af hvad vi kan forvente os – om det er 2% af Googles tal, 90% eller 200%. Hvis vi fx kan slå fast at man som tommelfingerregel kan forvente 150-400 klik for hver 1000, er vi kommet langt i forhold til hvor vi stod.
Mikael, du har helt ret, og det er netop en del af min motivation. Sagen er nemlig at der på den danske side af sproglinien ikke findes nogle gode værktøjer til søgeordsvolumen. Google Keyword Tool er måske det mindst ringe bud lige nu, og derfor er godt at vride så meget operationel data ud af det værktøj som muligt.
Det sætter gang i tankerne med den tese, Anders. Glæder mig til at følge resultaterne – og se hvad I ender op med at kunne konkludere.
Hej Anders
Et interessant indlæg. Jeg har netop regnet lidt på en af mine gode nr.1 placeringer, hvilket KUN giver 3 % !
Det var ellers ikke meget, Oza!
Lyder næsten mærkeligt. Kan du afsløre noget om resultaterne som fx tallene for omtrentlig søgevolumen i juli (eksakt søgning)og antallet af henviste på det eksakte søgeord i juli.
Kan der være andre grunde til det lave tal? Speciel niche eller lignende?
Det er et dansk site, ikke?
Det er et dansk site, og søgeord samt site er helt almindeligt. Title og description er “indbydende” og er relevant for søgningen. Jeg fik 27 henvisninger i juli på søgeordet og søgevolumen i juli (eksakt) er 880.
Det må siges at være et interessant resultat.
Hej Anders
Super fedt initiativ. Jeg så en analyse på AOL data som pegede på at #1 placeringen gav 42% af organiske clicks. Andetsteds har jeg set at man regner med at 86% af alle clics fra en Google søgning går på de organiske SERPs, resten på Adwords. 42% af 86% bliver 36%, så det er tæt på de 30% du har regnet dig frem til.
Tak Jesper! 🙂
Og ja, det er spændende. Specielt synes jeg det er spændende at prøve at finde ud af hvor langt googles omtrenlige værdier til adwords annoncører ligger fra virkeligheden i de organiske resultater.
Indtil videre er tallene meget varierende, må man sige. Jeg håber at du og andre finder tiden til også at byde ind med jeres data, så vi alle kan blive klogere på hvad en god tommelfingerregel er eller på at en tommelfingerregel slet ikke kan laves med mening på denne baggrund. Bare vi bliver klogere, er jeg glad!
Nu husker folk lige at filtrere andre søgemaskiner end Google fra, ikke? Ellers får man jo både Google, Live, Kvasir etc. etc. med i statistikken – og så bliver billedet jo misvisende. Og taler vi kun ét søgeord eller en sætning?
Nå – jeg lavede lige en hurtig undersøgelse på ét af mine nr. 1-keywords og ligger lige over 10%.
Så skal man huske Uffe Ellemanns ord: Statistik er som en bikini. Den afslører meget, men skjuler det vigtigste 😉
Jeg synes stadig, at det her er en interessant undersøgelse, så kan kun opfordre til, at folk kommer med nogle tal.
Vi har et #1 søgeord der har 8100 gns søgninger, vi har den sidste måned fået 1362 besøg fra google på søgefrasen. Det må give ~17% af søgningerne.
Søgeordet har ikke sitelinks.
Tjekkede lige en af vores gode keywords som vi ligger nr. 1 på, der er søgevolumen opgjort til her har vi ca. 3% ctr i forhold til det opgjorte. Selv med visning af sidens kategorier under description. Keyword’et kan dog bruges til flere andre brancher sikkert en del af grunden til den lave CTR. På et andet godt keyword vi ligger nummer 1 på, der svinger CTR 10-25% i forhold til den opgivne søgevolumen.
Det skal siges at i ingen af tilfældende lå der Adwords annoncer over vores 1. plads i google.
Tak for en godt indlæg. Det giver jo anledning til lidt tanker ifb. med at jeg har startet en ny hjemmeside op.
Jeg sad lige og rodede med statistik for en en hjemmeside, da jeg kom i tanke om dette indlæg.
For to ord, hvor siden ligger nummer et, er antal besøgende på ca. 14-15% af vurderingen fra Google Keywords Tool.
Dog er det søgeord med moderat volumen og description-teksterne var ikke topklasse, så der er en vis usikkerhed i tallene.
Hej,
Har kigget en del i Googles Keywords Tool, og må indrømme, at jo mere jeg kigger desto mere mistroisk bliver jeg. Min mistro basere sig på det faktum at mange af tallene er ens. F.eks. 8.800, 22.200 og 6.600. Det lugter altså af, at være nogle konstrueret tal, som i bedste fald er vejledende og i værste fald er misledende.
Interessant “undersøgelsen”. Jeg er dog ikke sikker på, at man kan udlede en fast procentsats fra den. Dog hænger det nok sådan sammen, at jo bredere søgeterm, desto lavere procentsats.
Jeg testede lige to af mine sikre nr. 1 placeringer i den samme branche og samme website. På den ene var der 485 ud af 40.500 (1,2%) og den anden 488 ud af 720 (67%)!
Folk der ofte har søgt på det samme søgeord og kender det øverste resultat (har besøgt websiten ofte?) kigger nok længere nede for at finde alternativer.
Hej Jan og tusind tak for dit statistiske bidrag og for din kommentar.
Jeg er enig med dig i at man ikke kan udlede en fast procentsats af tallene, men det er pokkers spændende alligevel, er det ikke? Altså at forsøge at finde en ball park figure og at se hvor store afvigelse der er på den.
OPDATERING:
Scott fra SelfMadeMinds.com har fået samme idé som jeg og har skrevet en post om emnet: Hvilken CTR er der på en førsteplads i Google.
Spændende læsning her: http://selfmademinds.com/200811/no1-in-google-26-ctr/
Jeg har lige lavet et gennemsnit af fem af mine mest konverterende søgeord, og de generer 59,79& af hvad Google keyword tool estimerede for november.
Ikke helt dårligt synes jeg 🙂
Hvordan går det, er du kommet frem til noget mere præcist?
Hej Nicolai
Hvis du ser på kommentarerne her, kan du nok godt være enig med mig i at det ikke er fornuftigt at prøve at sige noget mere præcist end det sagte. 🙂
Det svinger helt utroligt meget fra sag til sag.
Jeg har lige et spørgsmål: Hvordan kan man se hvor mange hits en anden hjemmeside end ens egen får på et givet søgeord? Er der en bestemt funktion i Google Analytics til det?
Hej Benjamin,
Det korte svar er, at det kan du ikke.
Nogen vil måske henvise til en hjememside som alexa.com, der giver sig af med at estimere hvor mange besøgende forskellige hjemmesider får. Men Alexas service er baseret på de brugere, der har downloadet deres toolbar – og deres tal er helt ubrugelige på mindre danske sider.
Hvor mange besøg en given side så får på et givent søgeord, det kan du kun finde ud af, hvis du har adgang til deres statistikmodul. (Der er faktisk nogen, der bruger nogle håbløse tjenester, der lægger statistikken ud i det åbne, så alle kan set den, men det er heldigvis sjældent).
Er der overhovedet nogle steder udover google, hvor man kan undersøge hvor meget der bliver søgt på søgeord?
Seomoz har en masse gode værktøjer. Men man skal betale lidt for at få fuld adgang:)
Hej Anders
Her er en lidt mere videnskabelig artikel på området:
http://www.seoresearcher.com/distribution-of-clicks-on-googles-serps-and-eye-tracking-analysis.htm
De er kommet frem til omkring 56%. Sikkert er det dog at man bør stræbe efter at ligge i top 5 for at få noget nævneværdig trafik.
Hej Ronni og tak for linket! Jeg glæder mig til at se nærmere på det!
Har lige slettet dit ‘linkbuildingefternavn’ i kommentaren. Er jeg sikker på du forstår.
Hej Anders
Det er lidt siden – håber alt er vel 🙂
Jeg har “rodet” med CTR’en af flere omgange og fik de første håndgribelige data i 2004-05, hvor jeg fulgte nogle keywords på ranks, vinsninger og trafik over flere måneder, så jeg havde et fornuftigt datasæt. Jeg udarbejdede analysen for at kunne vurdere om det var omkostningen værd at hæve en placering fra f.eks. 3. til 2. pladsen.
Jeg smed resultatet online i form af en graf, som knytter placering og trafik sammen, som du kan se her
http://blog.abilitor.dk/100procent-synlighed-30procent-klik.php
Bemærk at trafikken stiger en smule i bunden. Dette fænomen sås bl.a. udnyttet i Yahoo’s sponsorede links. Om de stadig har links i bunden – ved jeg ikke.
Som din tråd viser, har folk mange erfaringer. Praksis er at det ikke er entydigt. CTR’en afhænger i høj grad af indholdet af linket ift. søgningen (1-2-3 ord) og brugernes interesse, f.eks. om det er BtC eller BtB.
Ovenstående link og graf gælder ved høj relevans på et generisk søgeord og stor ligeværdig konkurrence i top 10 SERPS indenfor BtC.
Jeg forskede lidt videre i sammenhængen ml. CTR og trafik og det følger en matematisk model.
Mht. Google’s data, så er det ikke i alle hjørner at de viser hele sandheden i deres tools. Dette gør det vanskeligt at sammenholde data på tværs af deres tools – omend vi får nogle udemærkede tendenser.
Hilser og fortsat go sommer 🙂 Henrik
Hej Henrik
Godt at høre fra dig! 🙂
Og tusind tak for dit bidrag. Det er et rigtigt godt stykke, du har lavet der!
God sommer!
Spørgsmål:
Nu hvor Googles keyword tool kun viser resultater for kommercielle søgeord, hvad er så det bedste alternativ? Jeg har fået foreslået Wordtracker, er det noget værd?
Det kunne jo være interessant at vide hvor mange % der søger på et givent ord men som slet ikke klikker på nogen links overhovedet.
For hvis det nu fx er 5 eller 10% af alle søgninger der slet ikke klikker på noget men blot søger igen eller går væk på anden måde, så kan man ihvertfald aldrig forvente at få trafik fra disse. Og uanset om de klikker på noget eller ej så tæller de vel stadig med i søgningerne.
Jeg tænker at der kommer mange af den slags søgninger, særligt nok folk tjekker placeringer i google (både via værktøj og manuelt i browser), samt når folk skriver noget browser adresselinie og automatisk smides ind på en google søgninger med det der er skrevet i adresse linie.
Findes der noget statistik eller undersøgelser der viser hvor meget dette udgør?
Det sker kun i de relativt få tilfælde hvor resultaterne er åbentlyst irrelevante og det er relativt sjældent, da det jo ligesom er søgemaskinernes forretningsmodel… At levere relevans.
Det er snarere det omvendte, som er problemet – at en bruger, anvender samme søgning igen og igen for at skanne markedet….
Det tæller som f.eks. 5 søgninger, men det er blot samme bruger som genererer alle 5 søgninger til statistikken.
Hvis der kan være en lille problematik i det du nævner, så skal du lede indenfor BtB – og det er nok ikke det du tænker på?
Mvh. Henrik
God ide med en analyse af hvad der rent faktisk kommer ud af det. Google har jo oplyst at tallene kan svinge +/- 10 %, men det forklarer jo kun en meget lille del af de udsving der er i analyserne. Vi har selv haft svært ved at se noget mønter i hvor meget der kommer ud af det.
Jeg synes jeg har læst meget om Wordtracker.. Hvor meget er der at hente der og kan man stole på værktøjet?
Jeg har lige tjekket en af mine sikre 1 som består af 2 ord 🙂 jeg får omkring 4%, hvad der undrer mig at man i følge google keyword tool har samme volumen når jeg bytter de to ord om?
mon ikke tallene i google keyword dækker over både “grøn bil” og “bil grøn”?? ellers virker det da meget mærkeligt.
Meget spændende indlæg.
Det virker som om det giver lidt færre besøg end jeg ville have troet.
Som Henrik siger, det er lidt færre besøg end jeg ville have troet.
Jeg har lige brugt tid på at undersøge linkbuilding så min hjemmeside kunne ligge øverst på google.
Jeg købte en platinum pakke på http://seo-pakker.dk/link-pakker/
og det har virket, men nu sidder jeg bare med tanken om, om det overhovedet var nødvendigt. Jeg kunne måske have købt en billigere pakke og så ligget nr 3 uden de største tab af besøgende.
Hvad mener I?
Hej Daniel
Jeg tror ikke, at det er blevet mindre vigtigt at ligge nummer 1, siden dengang artiklen her blev udgivet. Tværtom. Goggle fylder mere og mere af deres eget snask på søgeresultatsiden, og folk bruger små skærme på tablets osv, så det er endnu vigtigere at ligge øverst, hvis man skal ses, vil jeg mene.
Jeg kender ikke linkbuildingservicen, du omtaler, men generelt skal du altid være på vagt, når du køber links i metermål. Det er rigtigt tit nogle links af lav kvalitet, og de kan være direkte skadelige, hvis Google synes at de ser spammy ud.
Så få nogen til at tjekke kvaliteten af de links, de bygger til dig. Gerne inden de får bygget for mange.
@Daniel, – mangler en like-knap til Saugstrups kommentar vedr. købe-links.
Vil uddybe og sige: Du skal virkelig passe på. Brug hellere noget tid på godt indhold og reelle/relevant links – og linksamarbejder. Så sover du også bedre om natten 😉